Nuuk Hovedstruktur Fokusområder i midtbyen Andre fokusområder Kapisillit Qeqertarsuatsiaat Paamiut Ittoqqortoormiit Tasiilaq Bygderne Det åbne land Indsatsområder

Kapisillit

Hovedstruktur

I januar 2015 boede der 65 indbyggere i Kapisillit. Bygden har gennem årene oplevet et markant fald i befolkningen fra 97 personer i 2003. Blandt disse er der relativt få småbørn og unge i den erhvervsaktive alder. Bygden huser således få unge familier og relativt mange ældre. 

Boligområder 

Byen oplever en udvikling, hvor fastboende flytter væk – primært til Nuuk – og boligerne skifter funktion til fritidshuse. På baggrund af befolkningsudviklingen i bygden har Kommunalbestyrelsen vurderet, at der ikke er behov for udlæg af nye arealer til boligformål i Kapisillit.

Erhvervsområder

Som i Qeqertarsuatsiaat har erhvervsgrundlaget tidligere været torskefiskeri og fangst, men også her har tilbagegangen haft konsekvenser med bl.a. lukning af fiskeristationen. 

Der er et ønske om at udvikle Kapisillit som turistdestination. Det foreslås udviklet ved at etablere et nyt husflidsværksted tæt på midtbyen på ca. 150 m2 til brug for de 5-10 kunsthåndværkere, der i øjeblikket er i bygden. Der findes allerede i dag en skindsystue i bygden. Det er tanken, at værkstedet skal åbnes for besøgende og herved skabe en direkte relation mellem producent og kunder, hvor turisten både kan få muligheden for at prøve at lave sin egen kunst og se kunstnerne i arbejde. Det er målet, at projektet skal kunne tiltrække både turister og kunsthåndværkere til stedet.

Der er desuden en indhandlingsfabrik i byen. Havnekajen ønskes udvidet med 2 meter, så der er tilstrækkelig med plads til både produktion og øvrige initiativer på kajen.

Trafik, teknik- og miljøforhold

Bygden besejles en gang ugentligt fra Nuuk i perioden maj - januar.

For at sikre bedre transportmuligheder er der reserveret areal til en eventuel ny heliport, dog uden at der er aktuelle planer om anlæg. 

Bevaringsinteresser

Den overvejende boligtype i Kapisillit er enfamiliehuse. For at tilgodese bevaringsinteresserne er der fastlagt bestemmelser om, at bevaringsværdige bygninger ikke må nedrives, og at der skal tages hensyn til bygningernes oprindelige arkitektur og konstruktion.

Friarealer og rekreative arealer 

Mod øst ca. 1 km fra Kapisillit ligger Nuussuaq, der er et areal med fritidshuse. I Frilandsplan nr. 2, Hytter i Nuup Kommunea, fastholdes arealet til fritidsområde uden mulighed for helårsbeboelse.

Der vil i planperioden være fokus på at udarbejde en samlet plan, der tager stilling til de rekreative arealer, friarealer og fritidshuse. Den vil også tage stilling til en snescooterforbindelse fra Nuuk til Kapisillit, der samtidig vil kunne fungere som vandrerute med shelters langs ruten.



Kapisillit hovedstruktur

 
 
Sidst redigeret 31-3-2016


WEB by COWI