K: Hytter, fritidshuse, sommerhuse mv.

Områder til hytter, fritidshuse m.v. er karakteriseret ved at være udlagt til fritidshytter og sommerhuse, der ikke har status af helårsbeboelse. I delområderne kan der i begrænset omfang etableres turisthytter samt fangsthytter og overlevelseshytter, så længe antallet ikke ændrer på delområdets overordnede anvendelse som område til fritidshytter og sommerhuse m.v.
Der kan etableres anlæg, som kan anvendes til aktivitet af mindre erhvervsmæssig karakter i form af for eksempel tørrestativ, rygeovn, havebrug og lignende, så længe dette er til eget brug. Disse anlæg skal etableres i umiddelbar tilknytning til den enkelte hytte.

I K-områder skelnes der mellem fem typer af hytter: Fritidshytter, sommerhuse, turisthytter/hotel, lejrskole, fangst- og overlevelseshytter:

Ved fritidshytter forstås en hytte der er beregnet til ophold i kortvarige perioder. Fritidshytter kan anvendes privat, og må højst have et areal på op til 20 kvadratmeter i etageareal. Det kræver ikke en byggetilladelse at opføre en fritidshytte.

Ved sommerhuse forstås en fritidshytte til privat brug. Sommerhuse må have et etageareal større end 20 kvadratmeter. Det kræver en byggetilladelse at opføre sommerhuse i henhold til gældende lovgivning om byggeri.

Ved turisthytter/hotel forstås hytter, der bruges eller udlejes erhvervsmæssigt. Udlejning kan typisk være til turister eller lokale borgere. Der er ingen retningslinjer for størrelsen på turisthytter. Turisthytter kræver en byggetilladelse i henhold til gældende lovgivning om byggeri.

Ved lejrskoler forstås bebyggelse, der bruges af eksempelvis folkeskoler, fritidsklubber eller offentlige institutioner. Der er ingen retningslinjer for størrelsen på lejrskoler, men opførelse kræver en byggetilladelse i henhold til gældende lovgivning om byggeri.

Ved fangst- og overlevelseshytter forstås hytter der er offentligt tilgængelige. Oftest vil disse hytter være etableret af kommunen eller en organisation. Der er ingen retningslinjer for størrelsen på fangst- og overlevelseshytter, men opførelse kræver byggetilladelse i henhold til gældende lovgivning om byggeri.

Dvs. for de forskellige hyttetyper gælder følgende:

  Adgangsforhold Størrelse Højde Bygning
Fritidshytte Privat max 20 m² 1½ etage
max 6 m
Kræver ikke
byggetilladelse
Sommerhus Privat max 40 m2 1½ etage
max 6 m
Kræver
byggetilladelse
Turisthytte Kan udlejes
erhvervs-
mæssigt
max 60 m² 1½ etage
max 6 m
Kræver
byggetilladelse
Lejrskole  Kan udlejes Ingen max
størrelse
2½ etage
max 8,5 m
Kræver
byggetilladelse
Overlevelses-/ Fangsthytte  Offentlig
tilgængelig
Ingen
bestemmelser
1½ etage
max 6 m
Kræver
byggetilladelse

For alle hyttetyper gælder, at de er omfattet af reglerne om arealtildeling og gældende byggelovgivning.

Fast affald skal enten forbrændes eller tages med. Afbrændingen skal foretages på en sådan måde, at den ikke indebærer risiko for omkringliggende bygninger eller natur eller er til gene for andre.

Til natrenovation kan anvendes toiletspande, hvor indholdet tømmes direkte i havet, komposteres eller bortledes på en sådan måde, at det ikke er til gene for andre eller det omgivende miljø. For eksisterende huse, der er forsynet med kloset, skal spildevandet bortskaffe tilsvarende.

K-områderne er inddelt i to kategorier:

  • K1: Hytte- og sommerhusområder
  • K2: Nedlagte bygder

K1: Hytte- og sommerhusområder
Kendetegnet ved hytte- og sommerhusområder er, at de enkelte hytter ligger forholdsvis frit og, at der ikke skal ske nogen form for "bydannelse". Derfor skal al aktivitet knyttet til arealudnyttelse være i tilknytning til de enkelte hytter.

Hytter skal opføres med minimum 60 meter til nærmeste nabohytte. Kommunalbestyrelsen kan vedtage andre større minimumsafstande i forbindelse med udarbejdelse af detaljerede bestemmelser. Fritidshytter og sommerhuse må opføres i maksimum 1½ etage, hvilket svarer til en etage med udnyttet tagetage. Fundamenter må maksimum have en højde på en meter ved laveste sokkeldel. Bebyggelse skal løbende vedligeholdes, så den ikke virker unødigt skæmmende på omgivelserne.

Der må i områder til fritidshytter og sommerhuse m.v. ikke anlægges veje, kørespor, stier, anløbsbroer eller fælles tekniske forsyningsanlæg. Tekniske forsyningsanlæg må kun etableres som små selvstændige anlæg i umiddelbar tilknytning til den enkelte hytte. Det kan eksempelvis være generatorer samt solceller eller andre anlæg til energiproduktion. Desuden må alle mindre anlæg kun etableres, så de ved anvendelse ikke er til gene for naboer med støj, røg, lugt, rystelser eller på anden vis.

K2: Nedlagte bygder
Nedlagte bygder er som hovedregel udlagt til K-områder. Hytter kan placeres med en minimumsafstand på 30 meter. Fritidshytter og sommerhuse må opføres i maksimum 1½ etage, hvilket svarer til en etage med udnyttet tagetage. Lejrskoler kan opføres i 2½ etage. Fundamenter må maksimum have en højde på en meter ved laveste sokkeldel. Bebyggelsen skal løbende vedligeholdes, så de ikke virker unødigt skæmmende på omgivelserne.

I nedlagte bygder kan de eksisterende systemer af veje, kørespor, stier og anløbsbroer vedligeholdes og udbygges. Tekniske forsyningsanlæg må kun etableres som små selvstændige anlæg i umiddelbar tilknytning til den enkelte hytte. Det kan eksempelvis være generatorer samt solceller eller andre anlæg til energiproduktion. Desuden må alle mindre anlæg kun etableres, så de ved anvendelse ikke er til gene for naboer med støj, røg, lugt, rystelser eller på anden vis.