Det åbne land er i kommuneplanmæssig forstand en samlet betegnelse for alle de områder i kommunen, som ikke er udlagt til bosætning.
Der har tidligere i forbindelse med planlægning og arealadministration i det åbne land været en opfattelse af, at der har været rigeligt med plads i det åbne land. Derfor har det været vurderingen, at det har været tilstrækkeligt at tage stilling til det enkelte projekt fra sag til sag, når der er kommet ansøgninger om brugsretten til arealer i det åbne land. Der har ikke været et oplevet behov for en mere sammenfattende fysisk helhedsplanlægning i forbindelse med udlæg af arealer.
Det åbne land kan imidlertid ikke længere betragtes som et område, hvor der er masser af plads til alle aktiviteter til ethvert formål. En lang række interesser og aktører lægger i stigende grad beslag på arealer i det åbne land. Det skaber et pres på det åbne land, som ikke udelukkende udgøres af enkelte interesser. Presset udgøres af en samlet effekt af de forskellige interesser. Med det tiltagende pres i det åbne land er der et øget behov for en overordnet, sammenfattende fysisk planlægning, som sammenfatter de forskellige interesser.
Fra landsplandirektiv til kommuneplan
Kommunen har med virkning fra 1. januar 2011 overtaget plan- og arealmyndigheden i det åbne land, som hidtil har ligget hos Naalakkersuisut. Med denne kommuneplan har Kommuneqarfik Sermersooq indarbejdet de retningslinjer og bestemmelser, som hidtil har været fastlagt i landsplandirektiv_marts_2011_dk.pdf. Det drejer sig primært om inddelingen af det åbne land i delområder samt fastlæggelsen af overordnede bestemmelser for disse delområder. Bestemmelserne er overtaget fra landsplandirektivet i uændret form. Dog er der udlagt et delområde på baggrund af en vedtagen frilandsplan nr. 7 for Itinnera. Dette er nærmere beskrevet i afsnittet om det åbne land.
Kommunen kan ajourføre og revidere de overordnede bestemmelser samt udarbejde detaljerede bestemmelser for de enkelte delområder i henhold til de overordnede bestemmelser. Ændringer i bestemmelserne for det åbne land skal dog til enhver tid være i overensstemmelse med selvstyrets interesser.
Planlægningen og den deraf følgende udpegning af delområder i landsplandirektivet er ikke sket konsekvent og ensartet i de tidligere kommuner. Det gælder særligt planlægningen omkring nedlagte bygder og hytteområder. Som en følge heraf vil der i den kommende periode være et behov for at foretage revisioner af det åbne lands planlægning, som det er overtaget fra Selvstyret, efterhånden som omfanget kan afdækkes, og der kan tages konsekvent stilling til de indtil videre uplanlagte områder.
Frilandsplaner
Der er en række gældende frilandsplaner, der er udarbejdet af den tidligere Nuup Kommunea og godkendt af Naalakkersuisut. Med frilandsplanerne har kommunerne med Landsstyrets godkendelse kunnet overtage kompetencen til at tildele arealer inden for et frilandsplanområde.
Frilandsplanerne vil fortsat være gældende. I kommuneplanen indgår delområder omfattet af frilandsplaner på lige vilkår med de øvrige delområder.
De fleste frilandsplaner omfatter delområder til fritidshytter og sommerhuse m.v. Derudover er der enkelte delområder af særlig rekreativ karakter. Det gælder eksempelvis for delområderne Itinnera (udlagt til lejrskoleformål) og Qooqqut (udlagt til rekreativ udnyttelse og turismeformål og med arealer udlagt til fritidshytter, sommerhuse og turisthytter).
Selvstyrets interesser i det åbne land
Ud over de udpegede områder er der i det åbne land en række interesser, som kommunen skal tage særligt hensyn til i planlægningen. Det drejer sig om miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, kulturhistorie og telekommunikation.
I det omfang, de nævnte interesser har betydning for arealanvendelsen, er de relevante bestemmelser indarbejdet i de overordnede bestemmelser for de enkelte delområder. Overordnet lovgivning vedrørende fx miljøbeskyttelse, naturbeskyttelse, beskyttelse af kulturminder, klausulerede zoner etc. er dog altid gældende, uanset de overordnede bestemmelser for de enkelte delområder.
