Folkeskoler

Uddannelse er et nøglebegreb i den fortsatte udvikling af det grønlandske samfund, og folkeskolen er fundamentet for al uddannelse. Kvaliteten af folkeskoleuddannelsen er af mange årsager en konstant udfordring, og det er derfor vigtigt for kommunen til stadighed at udvikle kvaliteten af kommunens folkeskoler, så stadigt flere elever fortsætter på ungdomsuddannelserne og de kompetencegivende uddannelser.

Befolkningstallet for aldersklassen på 7-16 år er stort set stabilt i perioden 2000-2010 med et fald på 2 %, svarende til 69 børn. Dette tal dækker over en stigning i Tasiilaq (19 % svarende til 66 børn) og Nuuk (3 % svarende til 62 børn), mens de øvrige dele af kommunen oplever et fald i befolkningstallet for aldersklassen. Størst er faldet i bygderne omkring Paamiut (46 % svarende til 19 børn) og bygderne omkring Nuuk (40 % svarende til 25 børn). Største nominelle fald sker i Paamiut, hvor der i perioden bliver 67 færre børn i aldersklassen.

I Kommuneqarfik Sermersooq er der i dag 17 skoler fordelt på ni byskoler og otte bygdeskoler samt syv skolepasninger.

Byskolerne tilbyder undervisning til og med 10. klassetrin, inklusive specialklasser. Bygdeskolerne tilbyder så vidt muligt undervisning til og med 9. klassetrin.

I marts 2011 blev der afholdt et skoleseminar for hele Kommuneqarfik Sermersooq. Det centrale emne var brobygning – det at sikre, at det enkelte barn følges 'fra vugge til uddannelse'. Efter seminaret blev der udarbejdet en række handleplaner for f.eks., hvordan trintest skal efterbehandles af elever og lærere, samt hvordan der sikres brobygning mellem de enkelte institutioner, eksempelvis mellem daginstitution og skole og skole og uddannelse.

En sektorplan for skoleområdet er under udarbejdelse. Planen vil bl.a. indeholde en vurdering af de enkelte skolers behov for renovering og udbygning samt status og udviklingspotentialer for de eksisterende faciliteter.