Overordnede politikker

Regional udviklingsstrategi

I Skatte- og Velfærdskommissionens netop udkomne rapport spiller kompetencer og uddannelse en afgørende rolle. Der foreslås en række organisatoriske ændringer for at sætte eleven og den studerende i centrum og sikre bedre resultater. Først og fremmest er der fokus på overgangen mellem de forskellige trin i uddannelsessystemet. I den forbindelse foreslås det for eksempel, at alle bygdeskoler knyttes til en byskole, så ledelsen for byskolen får det pædagogiske og organisatoriske ansvar for bygdeskolen. Nøgleordene er ansvar og forbedring.

I arbejdet med den regionale udviklingsstrategi spiller uddannelse, og derfor også tankerne i Skatte- og Velfærdskommissionens udspil, en stor rolle. Ifølge RUS-redegørelsen omfatter de vigtige temaer i indsatsen for forbedring af folkeskolerne:

  • Overgangen fra bygd til by – kollegier og skolehjem – med henblik på at forbedre elevgruppens chancer for bedre skole-, erhvervs- og uddannelsesforløb
  • Udvikling af rejselærerordningen og fjernundervisning
  • Forslag til ændringer af skolevæsenet i bygderne

Rejselærerordningen har eksisteret i et år. Rejselærerne skal fagligt støtte de lokale lærere med udarbejdelse af årsplaner og med undervisningsplanlægning, ligesom de skal rådgive i forhold til forældresamarbejdet.

De to rejselærere har først besøgt Isortoq på østkysten og siden Qeqertarsuatsiaat. I begge tilfælde er der blevet udformet en rejserapport, som bliver forelagt det politiske system. Næste mål for rejselærerne er Illoqqortoormiut.

Fjernundervisningen har været i gang som en forsøgsordning i et år, hvor der har været fjernundervisning mellem Atuarfik Samuel Kleinschmidt i Nuuk og Kapisillit. Der har været tekniske problemer, men elever og lærere har generelt været glade for undervisningen. Ordningen skal udbygges og forbedres.