Paamiut-området

Paamiut udgør sammen med Arsukfjorden (bestående af Arsuk, Ivittuut og Grønnedal) en samlet geografi på den sydlige vestkyst. Paamiut har i 2011 omkring 1.600 indbyggere, Arsuk har 144, mens både Ivittuut og Grønnedal vil blive fraflyttet i perioden, idet basen flyttes til Nuuk. Arsuk ligger 115 kilometer syd for Paamiut, mens de fraflyttede lokaliteter ligger inde i Arsukfjorden, 15-20 kilometer fra Arsuk.

Paamiut og Arsuk har begge et faldende befolkningstal, der primært skyldes en fraflytning mod syd og sekundært en fraflytning mod Nuuk og længere mod nord, hvorfor geografien i varierende grad kan forstås som uafhængig af Nuuk. For området som helhed vil det i perioden handle om at genfinde en identitet i den nye kommune.

Paamiut har i særdeleshed en udfordring i at fastholde sit befolkningstal, og det skal indgå i den videre planlægning og diskussion, hvordan fraflytningen kan mindskes. Befolkningstallet toppede i midten af firserne og er siden faldet jævnt.

Paamiut er en by, hvor der er udfordringer, men også hvor der slås lovende takter an, og hvor der er oplagte udviklingspotentialer inden for både erhverv og turisme.

Den planlægningsmæssige udvikling af byen vil tage udgangspunkt i en kombination af:

  • Bevaring af den historiske bymidte
  • Sanering og revitalisering af de centrale dele af byen
  • Fokus på de udviklingsmuligheder, der eksempelvis kan opdyrkes i forhold til offshoreaktiviteter

Arsuk og Arsukfjorden med Ivittuut og Grønnedal er under forandring, idet basen er under fraflytning. Fjordens primære udviklingspotentiale ligger i en turisme, der betragter hele fjordsystemet med fraflyttede lokaliteter som en samlet attraktion med Arsuk som udgangspunkt. Samtidig skal der ske en afklaring af de fraflyttede lokaliteter i forhold til, hvilken status de skal have i fremtiden.

 

Diagram over befolkningens fordeling og udvikling, 2000-2011

X-akse: Bostedets andel af kommunens samlede befolkning

Y-akse: Bostedets befolkningstilvækst eller -fald i procent

Stiplet linje: Kommunens samlede befolkningstilvækst