Affald og spildevand
På affaldsområdet skal der på sigt afdækkes fremtidige behov for behandlingskapacitet. Kommunen tager således højde for prioritering og iværksættelse af initiativer for at skabe rammer for en mere effektiv affaldssektor og hermed en øget kvalitet af affaldsbehandlingen.
For tiden er der planer om renovering af affaldsmodtagestationen i Nuuk. I andre byer og bosteder er der enten utilstrækkelige eller manglende faciliteter til at modtage, håndtere, lagerføre og afskibe miljøfarligt affald. Der bør tages arealer til dette formål i betragtning, og for hvert fremtidigt boligkvarter bør der reserveres arealer tilegnet etablering af bolignære affaldsmodtagefaciliteter.
Nuuk-området
For tiden har forbrændingsanlægget i Nuuk ikke kapacitet til at håndtere de stigende affaldsmængder, og anlægget vurderes at have en begrænset levetid. Der skal derfor træffes et valg om den fremtidige behandlingsform for forbrændingsegnet affald i Nuuk. Et nyt affaldsforbrændingsanlæg påtænkes placeret syd for det eksisterende. Industriområder med højt energiforbrug bør placeres på nærtliggende arealer med henblik på optimal udnyttelse af varmen produceret i anlægget.
Restkapaciteten på det nuværende trædeponi i byen forventes at række nogle får år. En langsigtet løsning vil selvfølgelig afhænge af afklaringen af, hvorvidt der skal etableres et nyt forbrændingsanlæg i Nuuk.
Kapaciteten af jerndumpen i byen udløber inden for perioden. Kommunen undersøger for tiden muligheder for privatisering af den fremtidige drift og indretning af dumpen med henblik på oprydning og udsortering af alle hovedfraktioner, herunder som minimum de fraktioner, som kommunen i den løbende proces fremadrettet har en plan eller forventning om genbrug/recirkulering af inden for de følgende år. Jerndumpen bliver udliciteret i slutning af indeværende år og vil også omfatte bl.a. behandling af olieforurenet jord samt afskibning af jernskrot.
Der er etableret offentlig kloak i hovedparten af byen, så antallet af husstande tilknyttet indsamlingsordningen for natrenovation er af mindre omfang. Det er et mål, at alle boliger skal være tilsluttet kloak eller slamtank i løbet af fem år, således at natrenovationen kan nedlægges. Der skal desuden ske en løbende sanering af den ældre del af kloaknettet.
Tasiilaq og bygder
I Tasiilaq forudsættes det, at driftspersonale går i gang med oprydning og sortering af affaldsfraktioner på jerndumpen.
I Tasiilaq dumpes natrenovationen fra et anlæg på kysten ud for børnehjemmet i den nordlige bydel. I Sermiligaaq dumpes natrenovationen fra et anlæg sydøst for forbrændingsanlægget. I de andre bygder dumpes natrenovationen i havet tæt ved dagrenovationspladserne.
I de øvrige bygder er der kun få huse, hvor der er etableret kloak, hvilket betyder, at tilnærmelsesvis alle husstande i bygderne er tilknyttet ordningen for natrenovation.
Der er udført fem kloakudløb i Tasiilaq – fire i den nordlige og et i den sydlige bydel. Det er sikret, at spildevand ikke udledes til det indre havneområde foran elven. I bygderne er der ikke gennemført kloakering.
Der er etableret forbrændingsanlæg i alle bygderne omkring Tasiilaq. I Tasiilaq er etableret en modtagestation med forbrændingsanlæg.
Paamiut-området
I Paamiut deponeres på dumpen brændbart og ikke-brændbart affald fra husholdninger, institutioner og erhverv. Der er ikke etableret forbrændingsanlæg.
Det er endnu ikke afklaret, hvorvidt privatisering af driften af jerndumpen i Paamiut skal ske under samme præmisser som i Nuuk.
Der er etableret offentlig kloak i hovedparten af byen, så antallet af husstande tilknyttet indsamlingsordningen for natrenovation er af mindre omfang. Paamiut har desuden en dagrenovationsplads.
Illoqqortoormiut
Der er ikke etableret offentlig kloak i byen, så samtlige husstande, virksomheder og institutioner i byen er således omfattet af indsamlingsordning for natrenovation.
Der er i Illoqqortoormiut et forbrændingsanlæg til dagrenovation med kapacitet til 500 personer. Forbrændingsanlægget er p.t. ude af drift. Der deponeres på dumpen brændbart og ikke-brændbart affald fra husholdninger, instituti