En af de helt store udfordringer i forhold til at få ledige i arbejde er, at det økonomiske incitament til at være i beskæftigelse er meget lille eller helt fraværende grundet det sociale sikkerhedsnet, som er meget udbygget i kommunen såvel som i hele landet.
En anden udfordring på arbejdsmarkedet er mangel på uddannelse. Størstedelen af de ledige har ingen uddannelse, mange har end ikke færdiggjort folkeskolen, og de få, som er uddannede, har kun en kortere kompetencegivende uddannelse.
Behovet for et fleksibelt arbejdsmarked, hvor der er plads til alle faggrupper, kræver, at der sker en løbende tilpasning af arbejdsstyrken i forhold til de store strukturændringer, der karakteriserer arbejdsmarkedet i disse år, hvilket er den tredje store udfordring på det grønlandske arbejdsmarked.
Kommuneqarfik Sermersooqs vision for Arbejdsmarkedspolitikken har tre hjørnestene:
- Alle borgere, der kan, er i arbejde eller under uddannelse
- Erhvervslivet henter den nødvendige arbejdskraft i kommunen
- Kommunen fremmer til enhver tid innovation og udvikling inden for beskæftigelse og arbejdsmarked
I nærmeste fremtid fokuseres der derfor på indsatsområderne uddannelse og beskæftigelse, samarbejde med erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne samt innovation og udvikling.
I forhold til kommuneplanlægningen betyder det blandt andet, at der skal arbejdes på at gøre kommunen attraktiv som arbejdsplads. Det skal også tilstræbes, at den fortsat nødvendige tilrejsende arbejdskraft integreres.