Arsuk-Fjorden

Der vil i perioden skulle tages stilling til områdets nye status, hvor turisme kan spille en større rolle. Som en del af en eventuel helhedsplan for turisme i området er det væsentligt at få taget stilling til, hvordan den øgede benyttelse af området kan håndteres uden at gå på kompromis med beskyttelseinteresserne.

Som en følge af Ivittuut og Grønnedals fraflytning er områdernes planlægningsmæssige status ændret. Det sker i første omgang med denne kommuneplan, hvor alle tidligere A-E-områder får status af L-områder. En eventuel geninddragelse af dele af lokaliteterne til andre anvendelser kan i så fald ske efter en samlet stillingtagen til deres rolle i udviklingen af turisme i området.

Områderne beliggende uden for Arsuk, Grønnedal og Ivittuut er i kommuneplanen udpeget som områder, der friholdes:

  • Områder beliggende inden for en afstand på 5 kilometer fra de bebyggede områder er i kommuneplanen udpeget som udisponerede områder (delområde O1). Udisponerede områder er kendetegnet ved at være udlagt som uberørte eller næsten uberørte delområder uden bebyggelse og anlæg
  • De øvrige områder er udpeget som vildmark (delområde O2)
  • Områder udlagt til græsning af mere ekstensiv karakter og med større afstand til de enkelte fåreholdersteder med videre er desuden udpeget som områder, der friholdes

Der er desuden enkelte fårehold omkring Arsuk, der ikke er udpeget som selvstændige delområder.